Bornholm har Danmarks største batteri

Batterisystemet er etableret på Jydegårdsvej 9 uden for Hasle, som nærmeste nabo til Hasle Højspændingsstation. Her på siden kan du læse mere om batteriet.
Med EWIIs investering i batteriet ved Hasle lægger vi endnu en brik i fremtidens danske energisystem. Her leverer batterisystemet såkaldte systemydelser til Energinet. Det betyder, at batteriet står klar til at fange selv små udsving i elnettet, og efter behov sender strøm ind i elnettet eller lagrer energi. På den måde er vi med til at forhindre, at der opstår strømafbrydelser på grund af ubalance.
Det store batteri, der har en kapacitet på 30 MW og 43 MWh, gør det også egnet til at lagre overskydende produktion af vedvarende energi. For eksempel når det blæser meget, bliver batteriet ladet op med energi, der kan tages i brug, når vindmøllerne ikke kører så hurtigt. Dermed udnytter vi den grønne, vedvarende energi bedre.
Kan EWIIs batteri træde til, hvis der er nedbrud på søkablet mellem Bornholm og Sverige? Desværre er det ikke i først omgang muligt at bruge batteriet, som nødforsyning til øen. På sigt håber vi dog, at batterianlægget kan bidrage til forsyningssikkerheden ved at indgå i Energinets beredskab.
Anlægget i Hasle har en kapacitet, der ville kunne levere strøm til Bornholm i 1-2 timer.
Anlægget er placeret på Jydegårdsvej 9 lige øst for Hasle Højspændingsstation.
Grunden på 1000 m2 er hegnet ind og indrettet med et stort antal større og mindre tekniske elementer, der har en max. højde på 4 meter.
Til batteriets teknikrum er der opført en 40 m2 bygning.
Anlægget er som udgangspunkt ubemandet og kun belyst, når der er færdsel på grunden.
Batterianlægget er fra flere sider skærmet af træer og buske, der blandt andet gør anlægget mindre synligt fra vejen.